1. Oplysninger om selskabet
PARADISETS ENGLE A/S
Hack Kampmanns Plads 2, 3. 1.
8000 Aarhus C
CVR nr.: 30819292
Telefon: 33340000
Email: peter.roennow@dlapiper.com
Hjemmeside: www.paradisetsengle.dk
2. Beskrivelse af vare og pris
Paradisets Engle A/S tilbyder aktier til salg. Prisen for hver aktie fremgår af vores hjemmeside www.paradisetsengle.dk. Til hvert aktiekøb pålægges et administrationshonorar på 10 kr.
Når købesummen og den udfyldte købsformular er modtaget, vil køber modtage besked inden for en måned efter købet, om at aktiebeviset er klar til afhentning i Øst for Paradis’ billetsalg.
3. Betaling
Betaling for aktier kan ske via MobilePay eller betalingskort på hjemmesiden. Betaling trækkes, når købet er bekræftet. Hvis betalingen ikke modtages, betragtes ordren som annulleret.
4. Levering
Aktiebeviset skal afhentes fysisk i Øst for Paradis’ billetsalg. Køber vil modtage en e-mail, når aktiebeviset er klar til afhentning, senest en måned efter købet.
Aktiebeviset skal afhentes i Øst for Paradis’ billetsalg, uanset om der er tilkøbt en ramme eller ej.
Ved afhentning skal køber underskrive en tegningsliste. Hvis tegningslisten ikke er underskrevet inden for 6 måneder fra købsdatoen, vil købet blive betragtet som en donation, og køber vil ikke opnå aktionærstatus i Paradisets Engle A/S.
5. Fortrydelsesret
Da købet omfatter aktier, der ikke er omfattet af almindelig fortrydelsesret for fysiske varer, er det omfattet af reglerne i købeloven. Det betyder, at køber har ret til at få varen ombyttet eller pengene retur, hvis varen er mangelfuld, men at der ikke er almindelig fortrydelsesret efter modtagelse af aktiebeviset.
6. Reklamation
Reklamationsret er gældende i henhold til købeloven. Hvis aktiebeviset viser sig at være fejlbehæftet, skal du kontakte os inden for rimelig tid for at få problemet løst. Reklamationer skal ske ved skriftlig henvendelse til info@paradisetsengle.dk.
7. Aktiebevis og aktiebog
Aktier i Paradisets Engle A/S er ikke-omsætningspapirer og udstedes ikke som fysiske aktiebreve. Oplysninger om aktionærer registreres i selskabets aktiebog. Overførsel af aktier kan kun ske ved navn og skal godkendes af bestyrelsen samt registreres i aktiebogen for at være gyldig.
8. Stemmeret
Hver aktie á 500 kr. (med nominel værdi af 100 kr.) giver én stemme. Ingen aktionær kan dog have mere end én stemme, uanset antallet af aktier, de ejer.
9. Ingen udbyttebetaling
Paradisets Engle A/S betaler ikke udbytte. Kapitalen anvendes i overensstemmelse med selskabets kulturelle formål.
10. Persondata
Vi behandler dine persondata i overensstemmelse med gældende databeskyttelseslovgivning (GDPR). Vi indsamler kun de oplysninger, der er nødvendige for at gennemføre købet af aktien, herunder navn, CPR-nummer, adresse og kontaktoplysninger. Disse oplysninger opbevares sikkert og videregives ikke til tredjepart uden dit samtykke, undtagen hvor det er nødvendigt for at gennemføre handlen.
11. Yderligere bestemmelser vedrørende aktietegning
Køb af aktier i Paradisets Engle A/S er underlagt de generelle regler for aktietegning som beskrevet i selskabets vedtægter. For mere information henviser vi til vedtægterne, der kan findes på vores hjemmeside eller ved henvendelse til selskabet. Ved køb af aktieandel i Paradisets Engle accepterer du at være blevet forelagt selskabets vedtægter.